Et typisk år i Farum Sejlklubs Ungdomsafdeling ser ud som nedenfor beskrevet. Aktiviteterne og tiderne kan selvfølgelig variere lidt fra år til år.
Før sæsonstart
I god tid inden sæsonstart indkaldes forældre og sejlere til opstartsmøde. Dette sker typisk medio marts. På mødet diskuteres aktiviteterne for den kommende sæson, herunder træning, holdopdeling, opgavefordelinger, sejlerlejr, m.m.
Der afholdes hvert forår en obligatorisk svømmeprøve for alle klubbens ungdomssejlere. Kravet er at man kan svømme 200 meter i svømmebasin iført badetøj uden brug af opdriftsmidler, samt at man efterfølgende kan svømme 50 meter iført bukser og bluse. Svømmeprøven finder normalt sted i Værløse Svømmehal.
Weekenden inden den planlagte sæsonstart mødes alle sejlere og forældre til fælles jolleklargøring. Her vaskes, poleres og vokses jollerne og sikkerhedsudstyret (opdriftstanke, øser, m.m.) samt liner checkes.
Forårssæson
Sejler-sæsonen startes typisk i slutningen af april. Der lægges ud med sejlads én gang om ugen, men vi søger som regel at arrangere en ekstra sejladsaften om ugen.
Sålænge vand-temperaturen er under 10 grader skal sejlerne bære tørdragter. Sejlere der ikke har en tørdragt må derfor vente med at starte indtil vand-temperaturen bliver højere.
Nye sejlere starter først senere på sæsonen, da vandet og vejret i starten er koldt, vådt og råt.
I maj og juni måned afholdes der en del forskellige sejlerstævner rundt om på Sjælland, som de mere kapsejlads-orienterede sejlere gerne frekventerer. Vi koordinerer gerne vores deltagelse og forsøger også om vi kan få en træner med til støtte for sejlerne.
Forårsssæsonen slutter ugen før sommerferien.
Sommerferie
Sommerferien startes med den traditionelle sejlerlejr for unge sejlere ved Herslev Strand i Roskilde Fjord. Denne lejr arrangeres hvert år i fællesskab af de tre Furesø-klubber Birkerød Sejlklub, Farum Sejlklub og Yachtklubben Furesøen, samt Herslev Strand Sejlklub. Lejren varer en hel uge og omfatter både optimist- og jollesejlere.
Fra tid til anden kan der arrangeres lidt hyggesejlads på Furesøen i løbet af sommerferien, men ellers sker der ikke meget i denne periode.
Efterårssæson
Sejladserne starter igen ugen efter at skoleferien er slut. Træningsmønsteret er det samme som om foråret, dvs. 1-2 gange om ugen.
Også i efteråret finder der forskellige stævner sted rundt omkring. Et specielt stævne som Farum Sejlklub har deltaget i mange gange, er Harboe Cup, der strækker sig over en weekend.
I starten af september afholder vi normalt det årlige klubmesterskab, hvor vores unge mennesker får afgjort hvem der er hurtigst på vandet.
Sæsonen sluttes normalt af ugen inden efterårsferien, eller når det begynder at blive mørkt inden sejlerne kommer ind – hvad der nu kommer først.
Jollevedligeholdelse
Efter sæsonafslutning er det blevet tid til at udbedre de mange store og små skader som de unge sejlere har påført vores klubjoller. Alle forældre til sejlere som låner klubjoller skal deltage i dette arbejde. Arbejdet finder typisk sted i perioden november – december.
Vintertræning
Farum Sejlklub og Yachtklubben Furesøen arrangerer hvert år i fælleskab vintersejlads på Furesøen for både optimister og større joller. Arrangementerne er åbne for alle sejlere i regionen, og kræver derfor separat tilmelding og betaling.
Hvert andet år er optimisterne i Farum og de støre joller er så i YF. Året efter bytter vi så rundt. Træningen starter efter efterårsferien og varer indtil medio marts, med ophold omkring jul og vinterferie.
Vintersejlads er lidt krævende og er derfor mest egnet for de lidt mere erfarne sejlere. Helt nye sejlere som har sejlet mindre end én sæson bør springe over, medmindre sejlerlysten er meget stor.
